logo

 

 

 

 

 

VEDTÆGTER

 

for

 

ReturBat ®

 

 

CVR nr. 17 28 03 84

 

 

 

 

 

 

 

Vedtægter

1.0                 Navn

Foreningens navn er ReturBat ®.

2.0                 Hjemsted

                      Foreningens hjemsted er den siddende formands kommune.

3.0                 Formål

Foreningens formål er at sikre indsamling af batterier/akkumulatorer og beslægtede produkter i Danmark med størst mulig indsamlingsprocent til lavest mulige omkostninger. Foreningen kan også tilbyde ydelser (herunder kollektive ordninger).

4.0                 Medlemsforhold

4.1                 Som medlemmer kan optages alle udbydere i Danmark, såvel importører/producenter som opfylder § 3.

4.2                 Endvidere kan medlemmerne i ReturBat ® blive medlem af ReturBat ® indsamlingsordning mod at betale et kontingent fastlagt af bestyrelsen. Medlemmer som kun opfylder §4.1 kan ikke være medlem af ReturBat ® bestyrelse.

4.3                 Indmeldelse foretages skriftligt til e-mail returbat@returbat.dk eller pr. brev til foreningens sekretariat.

4.4                 Udmeldelse kan ske skriftligt til e-mail returbat@returbat.dk eller pr. brev til foreningens sekretariat med 6 måneders varsel til ophør ved udløb af foreningens regnskabsår.

4.5                 Eksklusion af foreningens medlemmer kan bestemmes med simpelt stemmeflertal i bestyrelsen, såfremt der foreligger  misligholdelse fra et medlems side, og medlemmet ikke efter en skriftlig påtale fra bestyrelsen, hvor misligholdelsen præciseres, retter for sig inden 14 dage efter afsendelsen af påtalen.

                      Et ekskluderet medlem har ikke krav på at få udbetalt evt. for meget indbetalt kontingent eller lignende.

4.6                 Medlemmerne hæfter ikke for foreningens forpligtelser.

5.0                 Kontingent

5.1                 Kontingentet fastsættes af bestyrelsen for et år ad gangen.

5.2                 Ved indmeldelse i løbet af et regnskabsår betales et heltårligt kontingent.

 

5.3                 Kontingentet forfalder til betaling ved indmeldelse og betales i øvrigt efter bestyrelsens nærmere bestemmelser.

 

6.0                 Medlemsbidrag i øvrigt.

 

6.1                 Til sikring af opfyldelsen af foreningens formål er foreningens medlemmer forpligtet til at indbetale bidrag baseret på solgte batterier/akkumulatorer og dermed beslægtede produkter, efter nærmere af bestyrelsen fastsatte regler.

 

6.2                 Bidraget forfalder til betaling ved medlemmernes videresalg af batterier/akkumulatorer og dermed beslægtede produkter, og skal indbetales til foreningens sekretariat efter nærmere af bestyrelsen fastsatte regler.

 

6.3                 Bidraget medgår til dækning af foreningens omkostninger til indsamling og genanvendelse af brugte batterier/akkumulatorer og beslægtede produkter, administration og markedsføring.

 

6.4                 Bidraget fastsættes månedsvis på basis af prisudviklingen på bly på London Metal Exchange, samt det af bestyrelsen godkendte driftsbudget for den pågældende periode.

6.5                 Gebyr til Dansk Producentansvarssystem (DPA) vil blive faktureret direkte til medlemmerne efter beregning foretaget af DPA, og de regler som lovgivningen har fastsat.

 

7.0                 Registrering af indsamlere.

 

7.1                 Foreningen registrerer indsamlerne efter regler fastsat af bestyrelsen og i henhold til lovgivningen. Såfremt en registreret indsamler overtræder de fastsatte regler, vil de kunne fjernes som registreret indsamler umiddelbart efter, at de har modtaget advarsel om opsigelse af registreringen fra foreningen. Formanden indstiller til bestyrelsens godkendelse, såfremt en indsamler skal have en advarsel.

 

8.0                 Generalforsamling

 

8.1                 Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og de retningslinier , der i øvrigt fastsættes af bestyrelsen samt leve op til dens formålsbestemmelse og er som følge heraf berettiget til at give møde ved foreningens generalforsamlinger.

 

8.2                 Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.

 

8.3                 Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i april måned på et af bestyrelsen fastsat sted i Danmark.

 

8.4                 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov og skal indkaldes, når det til behandling af et bestemt angivet emne skriftligt forlanges af medlemmer, der udgør mindst 25% af foreningens medlemskreds på det pågældende tidspunkt.

                     

I så fald skal generalforsamlingen indkaldes inden 14 dage efter at foreningens formand har modtaget begæringen.

8.5                 Generalforsamlingen indkaldes med angivelse af dagsorden af formanden med mindst 14 dages og højst 28 dages varsel med almindeligt brev, e-mail eller telefax til foreningens medlemmer.

 

Med indkaldelse til den ordinære generalforsamling skal følge foreningens årsregnskab, samt orientering om indeværende års budget.

 

8.6                 Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der udpeges af bestyrelsen.

 

8.7                 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal være følgende:

1.    Bestyrelsens beretning ved formanden om foreningens virksomhed i det forløbne år.

2.    Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse, samt orientering om indeværende års budget.

3.    Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til det godkendte årsregnskab.

4.    Valg af medlemmer til bestyrelsen.

5.    Valg af revisor.

6.    Eventuelle forslag fra bestyrelse eller medlemmer.

8.8                 På generalforsamlingen har hvert medlem 1 stemme.

Medlemmerne kan give møde ved fuldmægtig, der skal fremvise skriftlig og dateret fuldmagt. Fuldmagten må ikke være ældre end ½ år.

8.9                 På generalforsamlingen træffes alle beslutninger ved simpelt flertal, bortset fra i relation til vedtægtsændringer eller ophør, jf. pkt. 14.0.

 

8.10               Over forhandlingerne på generalforsamlingen skal der føres en protokol, der underskrives af dirigenten.

 

9.0                 Bestyrelsen

 

9.1                 Foreningen ledes af en bestyrelse på 3-6 medlemmer valgt blandt foreningens medlemmer.

 

9.2                 Valget sker på foreningens ordinære generalforsamling for en periode af 2 år. På hvert års generalforsamling afgår de medlemmer af bestyrelsen, der blev valgt på den ordinære generalforsamling 2 år tidligere. Genvalg kan finde sted.

 

9.3                 Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter valget med en formand og en næstformand.

 

9.4                 Bestyrelsen fastsætter selv en eventuel forretningsorden med nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv.

 

9.5                 Bestyrelsen holder møde når formanden finder det fornødent eller når 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det.

 

9.6                 Bestyrelsesmøder indkaldes pr. e-mail, brev eller fax med angivelse af dagsorden, almindeligvis med mindst 8 dages varsel.

 

9.7                 Referater af bestyrelsesmøder skal indføres i en protokol, som skal godkendes af de medlemmer af bestyrelsen, som var til stede på mødet. Godkendelsen skal finde sted senest på det efterfølgende bestyrelsesmøde.

 

9.8                 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af samtlige bestyrelsesmedlemmer er til stede. De i bestyrelsen behandlede emner afgøres ved simpelt stemmeflertal.

 

Formandens og i dennes fravær næstformandens stemme er udslagsgivende ved stemmelighed.

10.0               Daglig ledelse

 

10.1               Foreningens daglige ledelse varetages af en konsulent. Den daglige ledelse og formandsskabet kan være sammenfaldende.

 

10.2               Bestyrelsen kan etablere sekretariat hos et revisionsfirma eller konsulentfirma.

 

10.3               Foreningens medlemmer er pligtige at forsyne sekretariatet eller formanden med nødvendige og relevante oplysninger om salg m.v. med henblik på opkrævning af bidrag. De nærmere regler for indberetningerne fastsættes af bestyrelsen.

 

De enkelte medlemmers revisorer skal hvert år overfor sekretariatet eller formanden efter opfordring fra sekretariatet eller formanden skriftligt erklære, at medlemmernes indberetninger i den foregående periode er korrekte

Formanden kan efter forudgående drøftelse med bestyrelsen kræve, at medlemmernes løbende indberetning revisorattesteres. De enkelte medlemmers omkostninger forbundet hermed er for medlemmernes egen regning.

10.4               Sekretariatet og formanden skal sikre det enkelte medlems anonymitet overfor øvrige medlemmer og myndigheder inden for lovgivningens regler.

 

Sekretariatet/formanden skal – baseret på medlemmernes indberetninger – udarbejde statistiske oversigter efter bestyrelsens nærmere regler, der kvartalsvis sendes til bestyrelsen og foreningens medlemmer med angivelse af akkumulerede tal.

 

11.0               Tegningsregel

 

11.1               Foreningen tegnes af formanden for bestyrelsen sammen med et bestyrelsesmedlem. Bestyrelsen kan meddele fuldmagt og prokura.

 

12.0               Revision

 

12.1               Foreningens regnskaber revideres af en statsautoriseret revisor, der vælges af den ordinære generalforsamling for et år ad gangen. Genvalg kan finde sted.

 

13.0               Regnskabsår, udbyttedeling m.v.

 

13.1               Foreningens regnskabs- og kontingent år løber fra 1. Januar til 31. December.

 

13.2               Årsregnskabet skal give et retvisende billede af foreningens aktiver og passiver, dens økonomiske stilling samt resultatet.

 

13.3               Det er ikke hensigten, at der skal opsamles en formue i foreningen.

 

Eventuelt overskud anvendes efter bestyrelsens skøn primært til at konsolidere foreningen i rimeligt omfang. Herved forstås, at foreningens egenkapital ikke må overstige kr. 2 mio.  Beløbet reguleres hvert år efter Danmarks Statistiks nettoprisindeks første gang for 2010.

Yderligere overskud skal efter hvert års ordinære generalforsamling udloddes til medlemmerne i forhold til de enkelte medlemmers sidste 2 års indberetninger i kg.

14.0               Ændring af vedtægter og opløsning

 

14.1               Til ændring af vedtægter eller opløsning af foreningen kræves at mindst 2/3 af foreningens medlemmer er til stede på generalforsamlingen og at forslaget tiltrædes af mindst 2/3 af de tilstedeværende medlemmer.

 

Er fremmødet ikke mindst 2/3 af foreningens medlemmer, indkaldes en ekstraordinær generalforsamling med 14 dages varsel. På denne ekstraordinære generalforsamling afgøres ved simpelt stemmeflertal. Er der lighed i afgivelse af stemmerne er formandens stemme afgørende.

I tilfælde af opløsning af foreningen udloddes et eventuelt overskud til foreningens medlemmer i forhold til de enkelte medlemmers mængder i de 2 seneste år forud for beslutningen om opløsning af foreningen.

 

 

 

 

Nærværende vedtægter er godkendt på foreningens ekstraordinære generalforsamling.

Den

 

 

Foreningen til indsamling af bly - akkumulatorer i Danmark - ReturBat